Med kontrol og frygt bag rettet. Det ensformige liv.

 

Kl. er 10.26. Det er fredag. Den 10. marts. En 1´er dag.

Solen lyser alt op. Løfter stemninger og glæder.

Jeg har fri og kørte direkte på mit favorit morgensted. Stedet med den multifarvede og multikulturelle indretning.

Her er intet opstillet. Men hyggeligt, hjemligt og jordnært.

Her er ro i larmen – og under musikkens bløde, smukke og skabende toner – plads til, at jeg bare kan være.

Min absolutte yndlingsbeskæftigelse er, intet at skulle. Bare at kunne sidde, suge ind og ubesværet puste ud.

Det har taget mig længe at nå hertil. Ikke stedet på gaden, men stedet inde i mig. Her, hvor jeg ikke hele tiden skal have “gang i noget”, have gang i projekter. Havde jeg ikke gang i noget, flyttede mig, “punkede” jeg mig selv i hovedet. Ubevidst. Slog mig selv i hovedet for ikke at have fået lavet noget, for  ikke at have fået lavet nok, for ikke at have fået lavet noget godt nok.

Mit hoved og mit selvværd fik mange slag. Hele tiden.

Der var altid noget jeg burde have gjort. burde få gjort. Jeg skulle have udrettet noget.

Jeg troede på, at når jeg arbejdede hårdt, så var jeg stærk. Jeg kunne klare en masse på én gang og både andre og mig selv opfattede mig som stærk. Det var jeg vild med. Mit ego var himmelrykt begejstret.

Jeg afskyede svagheder. Svage mennesker, som ikke bare tog sig sammen. Fik noget gjort. Fik fingeren ud. Kom videre. Hvor svært ku det være?!

Der gik ikke et øjeblik uden jeg havde det næste jeg skulle i sigte. Hele tiden var jeg på vej til det næste.

Jeg glædede mig til det næste skridt i min datters udvikling. Først til hun ku kravler, så til hun ku gå, så til hun ku snakke. For så blev noget lettere. Bedre.

Jeg glædede mig til min gæld var betalt af, til jeg fik flere penge, til vejret blev bedre, til jeg var tyndere, til det blev weekend, til en bestemt event, til jeg kom i gang med at løbe igen, til mit hjem var endeligt indrettet, til…. Alt det jeg mente kunne være bedre. Kunne gøres bedre.

Ro, fandt jeg ikke, før jeg dagligt havde gjort min selvdestruktive side tilfreds. For det var dét, det var. Jeg pillede hele tiden mig selv ned. Jeg var min egen hårdeste kritiker. Og det synes jeg faktisk var sejt. For jeg viste jo omverdenen, hvor mange bolde jeg kunne jonglere med samtidig, hvor meget jeg kunne klare og skabe succes med. Og når jeg havde travlt, så følte jeg mig vigtig. Succesrig. At jeg så var syg on/off, døjede med hovedpine og andre skavanker, ja det var okay. For de målbare resultater var spot on. Alt jeg rørte ved blev en succes. Mit indre – uroen og skavankerne – ja, det bare bare en biting. Ikke så vigtigt. Egentligt gjorde det mig jo bare ENDNU mere sej. For jeg kunne stadig klare alt. Der var ikke noget sygdom eller andet, der kunne slå mig ud af kurs. Mit ego solede sig i succes.

Hele tiden klarede jeg forhindringer og udfordringerne. For SÅ blev noget bedre.

Men så blev jeg træt.

Pludselig stoppede jeg op. Blev bevidst om hvordan jeg løb. Løb efter det næste. Løb mit liv væk.

Jeg forstod pludselig, at der aldrig er noget der bliver bedre end lige NU. Ku pludselig mærke, AL den energi jeg brugte på at please mit eget ego. På at føle mig lykkelig. På at rende efter at føle den indre, dejlige følelse af lykke.

Regnestykket stod klart. Sindssygen deri også.

Jeg brugte al min tid og energi på at kontrollere, rykke og flytte på mine ydre ting, for at opleve en tilfredsstillelse i mit indre. Det skete da også. I glimt. Så var jeg videre til det næste igen. Roen var kort. Flygtig. Ligesom min indre tilfredshed.

Hvorfor bliver jeg ved med at gå ud i kulde, mørke og modvind, når det jeg ønsker at opnå er inde i varmen og lyset? Hvorfor bliver jeg ved med at lytte til mit hoved og bruge al min energi på at opnå håndgribelige, materielle ting og tilstande, når det er en følelse jeg ønsker at opnå?

Hvorfor fanden følger jeg skiltet med appelsiner, når jeg skal bruge bananer? Jeg vil jo ALDRIG. ALDRIG. opnå det jeg ønsker. Aldrig.

Jeg blev ked af det. Erkendelsen gjorde mig vågen. Rørt. Tårerne flød ned af mine kinder.

Mit liv går. Mine gyldne øjeblikke forsvinder for øjnene af mig, mens jeg er i gang med at fokusere på og planlægge det næste.

Et budskab ramte mig.

“Livet er det der sker, mens vi er i gang med at lægge andre planer”

Jeg vidste, at jeg måtte give slip. Slip på ønsket og behovet for kontrol. Slip på mit egos behov, for at skære i mig med sin destruktive kniv. Give slip på alt jeg kendte, troede på og hidtil havde levet efter.

Jeg orkede ganske enkelt ikke at løbe mere. Orkede ikke mere at glæde mig til weekenden, til at holde ferie og bare at skulle igennem dét der skulle overstås. Jeg orkede simpelthen ikke mere at være vidne til, hvordan mit liv bare løber i ring.

Jeg vil føle lykke. Hver dag. Jeg vil være uafhængig og fri. Jeg orker ikke længere at være bange for at miste. Bange for at miste job, miste hjem, miste partner, miste penge, så jeg ikke kan betale mine regninger, miste mit barn..

Jeg menter, at jeg var stærk. Men den skinbarlige sandhed er, at jeg var stærk på det ydre. Inderst handlede jeg hver dag og tog beslutninger ud fra frygt. Inderst var jeg bange. Inderst var jeg svag.

Hver gang jeg tegnede en ny forsikring, betalte til det usynlige sikkerhedsnetværk, gjorde jeg det af frygt for at miste. Frygt for hvad der kunne ske. Frygt for hvad jeg skulle kunne ende i. Frygt for ikke at være stærk nok til at klare alt jeg måtte havne i.

Frygten styrede mig. frygten tog roen fra mig. Frygten overskyggede min tillid og destruerede min lykke. mere og mere for hver dag. Frygten stjal mine øjeblikke med mit elskede barn.

Min indre styrke talte til mig.

Jeg fik en ustyrlig lyst og brug for, for at handle stik modsat af hvad jeg hidtil havde gjort. Jeg havde sådan en brug for at få bekræftet, at der er mere til livet. Brug for at fodre den styrkede jeg trods alt mærkede langt, langt inde bag frygt, forventninger, ego og alt andet jeg har bygget ovenpå i mine 36  leveår.

Jeg havde brug for at skære AL sikkerhedsnetværk væk. På én gang. Fjerne ALT jeg var bange for at miste. Stå “nøgen”. Sårbar. Fri.

Og det gjorde jeg…

Og det gik stærkt.

Jeg opsagde min lejlighed. opsagde alle forsikringer, meldte mig ud af A-kassen, som forsørgede mig med dagpenge. Jeg solgte alle vores ting og bestilte en en-vejs billet til Kuala Lumpur. Til mig. Og min 4-årige datter. Jeg var trådt ud i frit fald… <3

 

Fortsættelse følger…..