Når sygdom giver plads til at udvikle sig…..

 

Der skete noget lidt sjovt i går.. Eller….. Der skete faktisk intet. Og så alligevel..

Jeg slog et smut forbi min mor, efter at have afleveret min datter i skole. Jeg har stadig influenza, men følte for at dele lidt af gårsdagens tanker og planer (Læs her: http://humanlovebeing.bloggersdelight.dk/jeg-staar-ved-kanten-af-afgrunden-og-er-parat-til-at-springe/  ) med min momse. Jeg vidste på forhånd godt, hvad hun ville sige med ord og hele hendes kropssprog.

Min mor og jeg er nemlig så vidt forskellige, når det kommer til tryghed og at springe ud i nye ting. Jeg elsker nyt og forandringer og er lynhurtig til at tilpasse mig nye steder og situationer. Jeg har boet mange steder, mange år i Kbh og flere gange rejst alene. Jeg tror på det bedste i mennesker og føler mig generelt meget tryg. Mit lyse sind er med til, at jeg tager let på tilværelsen, ikke hænger mig i ting og tager livets op og ned ture med oprejst pande.

Min mor elsker tryghed og sine faste rammer. Hun elsker dog at rejse og hende og hendes mand gør det rigtig meget. Hun har boet i en radius af få km hele sit liv. Økonomisk tryghed er vigtig for hende. Hun lytter meget til mediernes og andres meninger om vort samfund og alt det vi bør frygte. Hendes førstehåndsindtryk af steder og mennesker er oftest pessimistisk og fyldt af mistillid. Ikke, at hun på nogen er en gnavpotte, for det er hun bestemt ikke. Hun er super dejlig og har en fantastisk humor, når hun tør give slip. Efter min opfattelse afspejler hendes manglende tro på andre – blot hendes manglende tro på sig selv.

Hun har samtidigt givet mig den største gave i livet, udover at have taget sig rigtig godt af mig, altid. Hun har ALTID fortalt mig, at jeg skulle følge min mavefornemmelse. Hun har altid ladet mig tage mine egne valg og støttet mig i at være det meget selvstændige væsen, jeg fra fødslen altid har været.

Det må ikke altid have været let. Hele hendes tryghed bliver jo lige væltet omkuld, hver gang jeg kommer hjem og fortæller om mine nyeste ideer og planer. Og det er oftest noget med at skifte retning i tilværelsen – slå ind på en ny vej i livet. Noget som ihvertfald banker døren ind til at hendes bekymringer, utryghed og manglende tro bliver banket op og er lysvågne.

Da jeg var yngre nød jeg faktisk lidt at komme buldrende med mine nyeste indspark. Sådan lidt ala ”I kan alle sige hvad I vil, jeg gør hvad jeg føler er rigtigt for mig”. Jeg har med garanti også været blevet vred, gal og ked af det, hver gang jeg ikke har følt opbakning eller forståelse for, at jeg bare følger det jeg mærker inderst inde. Og jeg KAN IKKE andet. Jeg er født med en meget stærk intuition, som fylder hele min krop, når den vil pejle mig ind på den vej jeg skal. I mange år har jeg syntes det var svært at føle, at jeg ikke blev støttet. Jeg har oftest følt, at min familie ikke rigtig har interesseret sig for de ting jeg har gjort og været midt i. Jeg har følt mig alene, anderledes end de alle de andre i familien, som ligner min mor meeeeget mere. Det har gjort, at jeg i mange år ikke har haft en særlig nær kontakt til det meste af familien.

Men jeg flyttede også til København som 19 årig. NU ved jeg, at det var præcis sådan det skulle være. Sådan er det jo med alting. Livet skal leves forlæns, men forstås baglæns. Alt er der en mening med, intet er tilfældigt. For mig var det denne afstand, der gav mig mulighed for at lytte til mig selv. Hele tiden. Det var selvfølgelig en masse forvirrende år. År med at vurdere og analyse hvorfor jeg havde det, som jeg havde det og hvem jeg skulle give skylden. Der var mange at give skylden, for jeg hele mit liv havde følt mig ensom og ikke støttet. Men sådan er der vist ikke mange, der ikke har, i deres 20´ere.. :0)

Sådan er det ikke mere. Nu ved jeg min mor ER som hun er. At alle omkring mig kan jeg lære noget af og udvikle mig igennem. ISÆR dem jeg egentligt føler mig længst væk fra i opfattelsen af verden, livet og mennesker generelt.

Især de sidste år er jeg blevet meget bevidst om dette. Hvordan alt jeg møder er en direkte spejling af mig selv. Det og dem jeg ikke bryder mig om eller som jeg evt synes opfører sig dårligt, ja, det er ganske enkelt bare sider af mig selv, som jeg ikke er bevidst om. Eller ikke vil erkende.

Hvad er det man siger? Man stopper først med at møde ”idioter”, når man selv stopper med at være en”…

De sidste år har jeg arbejdet meget på at møde min mor, der hvor hun er. Ikke lade hendes bekymringer og manglende tro mm, lade mig fare op og blive vred. Bare være tilstede og lytte på hvad hun siger. Ikke tage det ind, for det har egentligt ikke noget med mine valg at gøre, men i stedet hvordan HUN har det indvendigt. Hvordan HUN oplever verden og hvordan MINE valg ikke står lig med hvad HUN tør og tror på. Ja, og så har hun selvfølgelig også erfaringer fra livet, som jeg endnu ikke har tillært mig.

Derfor vidste jeg, det var en god ide at have ro indeni i, inden jeg kom til hende og delte mine tanker og følelser. Jeg ville dele mit budskab med ro, nærvær og mere ydmygt end ellers. Jeg ville bruge min energi indad og ikke udad. For jeg ved det ikke gavner mig. Det giver mig intet andet end en velkendt spiral af negative følelser pga mine tanker om manglende forståelse og støtte.

Hun bragte selv på bane, hvad jeg sådan havde i tankerne ifht ”børnene” – de 3 skønne duer jeg lige nu passer. Jeg delte meget venligt, roligt og langsomt mine tanker og hun lyttede. Indtil jeg kom til jeg havde besluttet mig at stoppe med at være børnepasser. Så rullede den ”sædvanlige” lavine af bekymringer. Kropssproget, som jeg lige et par gange skulle trække vejret, for ikke at reagere mod. Ansigtssudtrykket, som jeg er blevet mødt med igen og igen.

”Hvad vil du så leve af? Hvad så med Olympias skole? Det kan man da bare ikke uden at have noget andet på hånden? Hvad så med de penge du skylder mig? (Min mor har været så venlig at låne mig penge til vores nuværende boligs indskud – jeg betaler 3000 kr hver måned af på lånet, men de sidste mdr har hun sagt jeg bare kunne betale 500 kr, fordi jeg valgte at gå 1 barn ned= 8000 kr, da jeg sagde ja til at modtage en pige i pasning, som ikke havde trivedes i en anden dagpleje. Hende ville jeg give plads og ro og har derfor lukket for at tage nye børn ind) Får jeg så ikke dem? Der går da mange år så. Jeg vil ikke hjælpe dig økonomisk, hvis det går galt. Der synes jeg godt nok du lige skal tænke dig om..”

Og meget mere i den dur. Der var ikke noget nyt i det hun sagde. Men der var noget nyt i måden jeg kunne være tilstede i det på. Ikke lade det påvirke mig. Det ville ikke nytte. Vi ville ikke blive enige. For vi er vidt forskellige mennesker. På mange måder.

Samtalen startede roligt og sluttede roligt. Ligesom jeg ved, at jeg ikke kan ændre på min mors tilgang til tingene midt i en situation. Ligeledes ved hun, at intet kan få mig til at rokke fra det JEG tror på og føler for at gøre.

Men da jeg kom hjem havde noget alligevel sat sig i mig. Som timerne skred frem i løbet af dagen kunne jeg mærke To ting blev i mig. Ting jeg måtte have op og vende. For det første kunne jeg mærke, at min mors tanker om de hvorvidt hun nu fik de penge jeg skylder hende – 39.700 kr – ikke var fair, at hun skulle have pga min beslutning. Ikke at det overhovedet er pengene det handler om for hende, men det var hvad hun kunne rive fat og bruge ”mod” min beslutning denne gang. Så selvfølgelig betaler jeg igen 3000 kr hver måned, som aftalt først. Jeg bruger bare lidt mindre på noget andet. En beslutning der giver mig en god følelse kan jeg mærke.

Jeg er blevet meget bevidst på mine egne mønstre. Gør jeg noget, fordi det faktisk tjener mig og andre – eller gør jeg bare det, som jeg altid gjort. Bevidst som ubevidst. Derfor voksede det også i mig, om jeg nu egentligt skulle sætte en dato for hvornår jeg ville springe hovedkulds ud i min nye beskæftigelse (som jeg endnu ikke heeelt ved, hvad skal ende med). Er mine tanker pga det min mor havde sagt eller er det pga jeg nu er i gang med at bryde et gammelt mønster??

Lige nu ved jeg det faktisk ikke. Resten af dagen og aftenen var der bare tomt i mit hoved. Ingen tanker. Bare en vidunderlig stilhed. En vidunderlig ro.

Lige tilbage til mit gamle mønster. Jeg har altid handlet hurtigt på mine følelser og aldrig kigget mig tilbage. Jeg tør og jeg ved jeg nok skal lykkes med det jeg sætter mig for. Det var fast besluttet på at gøre igen. Med de konsekvenser for økonomi osv det måtte have. Men ved, du hvad? Lige nu mens jeg skriver, bliver jeg klar over det!!

Jeg vil faktisk prøve at gøre noget andet end det jeg plejer at gøre. Slå lidt koldt vand i blodet. For det der med at gøre det samme om og om igen og så forvente forskellige resultater… Ja, det er bare ren idioti som der siges..

 

Så nu…. Tager jeg bare én dag af gangen.

 

Mærker efter og følger min dejlige indre GPS. Dén, som altid har tjent mig godt og altid vil gøre det. Måske bliver det 1. august, måske bliver det før, måske senere. Det er faktisk lige meget. For jeg véd med garanti, at jeg når de mål jeg sætter mig. Denne gang vil jeg bare have mere ro på i selve processen og lade mig flyde med livets vidunderlige og naturlige flow.

Men jeg er i hvert fald blevet mere klar og skarp i, hvad jeg vil og hvordan jeg ønsker mine hverdage og arbejdsdage. Dét gør mig glad. Virkelig glad. Det har givet mig et mål og et nyt fokus, som jeg elsker at fokusere på, forfine og fylde mig selv op med.

Mht de skønne små basser jeg har i min private dagpleje, ja, så vil jeg fokusere meget mere på alt det jeg er taknemmelig for ved at passe dem. Al den taknemmelighed jeg har al mulig grund til at føle for de skønne forældre og vores samarbejde. Fokus på al den frihed jeg faktisk har til at vælge hver dag. Al den kærlighed jeg er omgivet af med disse 3 små kærligheds væsener på 14, 16 og 18 mdr.

 

Jeg ved, hvordan jeg selv har tiltrukket mere og mere at blive utilfreds over. Mit fokus røg over på dét, som jeg ikke følte var okay. Jeg talte om det med veninder og familie. Jeg tiltrak derved endnu mere af samme skuffe at være utilfreds over. Loven om tiltrækning kan man altså ikke lige sætter en stopper for, mens man lige er vred og utilfreds. Dét jeg sender ud – bliver altid fyret direkte tilbage i smasken på mig. Det er bare ikke altid, at jeg er opmærksom på, at alt jeg møder er min egen skyld og mit eget ansvar. Dejligt, at jeg lige blev mindet om det igen.

Jeg fortalte her til formiddag min mor, at jeg tager en dag ad gangen. Især for hendes skyld deler jeg det med hende. For jeg synes faktisk ikke hun skal bekymre sig og have uro i 2 måneder over mine nye eventyr. Ikke, når nu, at jeg selv har det så dejligt og trygt ved dette nye og super spændende kapitel, som stille og roligt åbner sig for mig.. Det fortjener hun ikke. Jeg behøver ikke længere ”ryste hendes grundvolde”, men i stedet støtte HENDE når utrygheden og pessimismen tager over.

Jeg fortalte hende, at jeg havde været i tvivl om jeg skulle dele mine tanker med hende.. ”Fordi du godt vidste hvad jeg ville sige” sluttende hun rigtigt min sætning. Ja, og også fordi jeg ikke gider bruge energi på at forsvare mig. Forsvare mine beslutninger. Men samtidig vil jeg jo gerne dele noget af det som fylder så meget i mig og som gør mig så glad – med min egen mor. Det har jeg nemlig aldrig gjort ret meget. Jeg fortalte også, at jeg på vejen hjem havde tænkt, at det ikke var fair hun skulle  starte sin indre spiral af alt der kunne gå galt. Og ”hvad nu hvis”er og alt den tunge energi, der hurtigt sætter endnu mere fart på den nedadgående spiral. Og spurgte så, hvad hun egentligt ville foretrække. Det vidste hun faktisk ikke helt.

Men hun vidste, at hun syntes det var en meget moden beslutning jeg havde taget (AT det så gav hende ro oveni, gjorde nok heller ikke indtrykket værre 😉 ) OG det føler jeg faktisk også det er. Eller… Det handler ikke så meget om min beslutning er betegnelsen ”moden” eller ej.. Men det handler om..

At jeg har brudt et mønster jeg har haft hele mit liv. Og jeg er vågen. Jeg har bevidst truffet valget.

Jeg føler mig faktisk også lidt tættere på min mor.

Ikke fordi hun har ændret på noget, men fordi jeg har ændret på måden jeg reagerer på det hun siger…

Hvor har det dog egentligt været en fuldstændig fantastisk gave, at jeg har været syg! At jeg blev tvunget til at holde fri og holde mig i ro. Det gav mig et nødvendigt pusterum fra den hverdag jeg havde set mig sur på. Det gav mig mulighed for at stoppe ”hamsterhjulet”, træde ud og betragte på afstand. Mulighed for at ændre. Ikke på de ydre rammer, men indeni mig.

For når vi ændrer, omrokerer indeni i os selv, så ændrer vi tilsvarende på måden vi oplever vores ydre verden.

Så hvad ville der mon ske, hvis hvert eneste menneske på jorden vendte sig indad? Tog ansvar for alt vi møder og alle følelser vi oplever. Hvad ville der mon ske, hvis hvert eneste menneske kunne finde kærligheden indeni sig selv og derved møde andre mennesker med samme kærlighed og tillid? Hvad ville der blive af ufred og vold?

Er det mon meningen med livet her på jorden??? At udvikle os…?