Om at backpacke alene med en 4-årig i Østen… Fortsat

 

 

Vores rejse startede i København. Den gik via Doha og videre til Hong Kong, for så at bringe os til vores første destination – Kuala Lumpur.

Jeg havde intet bestilt eller planlagt på forhånd. Essensen af denne tur var blandt andet, at vi skulle kunne bevæge os frit i præcis den retning vi fik lyst til. Og det skulle være ren kvalitetstid! Derfor havde vi heller ikke Ipad (Ikke at vi overhovedet har en) eller lignende med, det er vigtigt for mig, at min datter selv formår at udfylde pauserne og ventetiden eller at vi er optaget af noget sammen. Med ca. en hel dags rejse og en hel masse timers ventetid – både dag og nat – ja, så blev det selvfølgelig hurtigt sat på prøve..

Men jeg havde taget tusser med, en malebog og en ny blok papir, så der var masser at give os til. Vi lavede selv nogle små lege – blandt andet “gæt et dyr” og “gæt et menneske” til stor underholdning for os begge. Hele turen til Kuala Lumpur gik bare legende let og jeg var meget overrasket over, hvor let tingene går, når der er intet vi SKAL eller skal nå. Og hvor kreativ en 4 årig kan være til at underholde sig selv…. og andre… For har man lyst til at danse, ja så danser man da for hele ventesalen og underholder dem samtidig.

KL 01 landede vi I KL. Jeg havde ikke booket noget sted at sove, men vi fandt det med lidt hjælp efter en time.. Og sådan fortsatte turen. Vi bookede intet forud og det gjorde, at vi hele tiden kunne forfine vores ønsker i takt med, at vi blev bevidste om, HVAD vi nu ville. Alt blev booket gennem airbnb. Jeg ville nemlig gerne færdes blandt de lokale og opleve den sande essens af de steder vi oplevede..

Vi startede hos en muslimsk malay familie i Melaka i syd Malaysia, tog videre til et yngre par fra henholdsvis Korea og Kina, som boede i Kuala Lumpur, dernæst en enlig mor med sin søn, som begge var Jehovas Vidner og boede i et multinationalt Condo område. Så gik turen videre med nattog til Thailand, hvor vi startede i Phuket. Her kom  vi hurtigt væk fra igen, for det var ikke liiiige os. Alt for meget bling bling og turist oplevelse og en halv ødelagt natur. Men nogle gange så er det en gave at stå i noget man ikke er helt vild med. For hvad er det SÅ man gerne vil i stedet?

Jeg ville så gerne igen bo hos nogle lokale i primitive omgivelser – ægte thai maner.. Så jeg fandt via airbnb en ung fyr, som lejede en bambus hytte ud! Dét måtte vi da prøve… :0) Så afsted med bus til Ao Louk, hvor vores vært Witt mødte os og kørte os til vores nye bambus hytte. Et skønt sted, som han selv havde bygget – med udendørs siddepladser og hyggested. Indenfor i hytten var der to enkelt senge og en blæser. På trods af vi var væk fra vandet og det altså lige blev FOR varmt for mit i forvejen meget varme barn, så blev det turens fedest oplevelse!

 

 

Witt tog os til sig som sine egne venner og inviterede sit “slæng” til at komme og mødes os. Så diskede de ellers op med det lækreste thaimad – kæmpe store muslinger med stæærkt tilbehør og en masse andet guf. Der blev sunget en masse karaoke og grint og snakket ude i det bambuske hyggeområde.. Jeg er ikke liige helt så vild som thaierne med at synge karaoke. Altså det der med at stå foran andre og synge er ikke lige mit hedeste ønske. Jeg var jo bange for at dumme mig og sådan. Men Olympia synes det ville være SÅ fedt, hvis jeg gav et nummer af hendes nye idol Justin Bieber. “Kom nuuuu, moar”. Nu handlede denne tur jo også om at slippe min frygt, så det gjaldt jo også det her. Så jeg tænkte bare Fuck it og gik op og fyyyrede den af. Vi var jo alligevel snart på vej igen, så hvor svært kunne det være? Og det var sjovt. Det var faktisk skide sjovt, for en gangs skyld at slå mig løs og skide hul i, hvad nogen måtte synes eller hvordan det lød. Og Olympia var SÅ stolt – hun syntes det lød SÅ godt og var SÅ fedt! Det gav altså lidt stof til eftertanke.

Ikke om, at jeg nu skulle stille op i X-factor med mit nyfundne talent, men hvor sjovt jeg faktisk havde det ved at slippe den sidste kontrol. Jeg ville prøve at blive bedre til at fjolle, tosse rundt og” være barnlig”. Nogle gange så får jeg egentligt rimeligt lange løg af at være fornuftig, seriøs og kontrolleret. Det er så ensformigt i længden og bestemt ikke dér jeg oplever de hjerteligste og bedste grin.

Under hele turen havde jeg indimellem nedskrevet de ting, som jeg oplevede og kom i tanke om gav os størst glæde. Vi ville jo komme hjem til intet job, ingen bolig, ingen penge, ingen børnehave. Så alle muligheder var for første gang i mit liv åbne og dét skulle udnyttes til fulde. Det var faktisk de helt simple ting jeg havde ønske om for vores kommende nye kapitel. Og listen så nogenlunde sådan her ud:

• En hverdag, hvor jeg har kan holde fri med/have Olympia hjemme, når vi har brug for og ønsker det.
• Et job, hvor jeg kan bevæge mig og få motion i løbet af dagen og samtidig bruge tid på sund kost.
• Natur omkring os giver os rigtig stor glæde.
• Jeg elsker at være sammen med børn, men hvor jeg ikke er underlagt andres forældede regler og rammer.
• Jeg ønsker en skøn bolig der er lys, med 3 værelser og med have – og med frit udsyn til himlen, månen og stjernerne.
• Et større netværk for Olympia især. Flere nære voksen relationer i hverdagen.
• Mere leg, musik, dans og grin hver eneste dag.

Jeg var træt af, at hverdagen og livet havde valgt mig og ikke omvendt. Derfor skulle der efter hjemkomst ske noget nyt. Jeg havde stadig ikke den fjerneste idé om hvad eller hvor. Men jeg havde tillid til, at tingene nok skulle flaske sig, som ønsket.

 

 

 

Efter at vi havde rejst rundt i Malaysia og Thailand på bare fødder i 6 uger, kunne jeg godt mærke, at vi var ved at være fyldte op af oplevelser. Olympia var især ved at have fået nok af alle de mennesker, som ville røre ved hende og have taget billede med hende . Der er nok de første 100, som har et billede af hende. I starten var det sjovt og hyggeligt, men hun lærte hurtigt selv at sige “No, please”. Men lige så hurtigt beslutningen blev taget om at skulle afsted, ja lige så hurtigt bestilte jeg en billet hjem. Det har hele tiden været vigtigt, at det skulle være sjovt og så snart vi ikke “gad mere”, ja, så skulle vi ganske enkelt ikke mere. Og det var efter 6 uger. 6 Fuldstændig fantastiske uger, hvor alt kørte som smurt og blev taget med oprejst pande. Ikke det fjerneste at føle frygt for. Men altså… Selvfølgelig skulle jeg da lige afprøves inden hjemrejsen fra Bangkok. Også i dén grad!

Vi tog en natbus fra Ao Luek til Bangkok, hvofrar vi skulle flyve hjem kl. 9 morgen. Bussen ankom til endestationen i Bangkok ved 5 tiden. Ingen i bussen talte engelsk og ingen skilte på engelsk, så det gik først op for mig at vi skulle af, da alle de andre havde forladt bussen. Olympia sov, så jeg fik hurtigt vækket hende og samlet vores ting og så ud med os. Vi fandt hurtigt en taxa og fik forklaret til den ikke- engelsktalende mand, at vi skulle til lufthavnen. Han har lige startet bilen, da jeg opdager jeg ikke har fået min bæltetaske med mig i farten ud af bussen. Den indeholdt så noget så simpelt, som vores penge. tlf, rejsedokumenter… og PAS!!!

SHIT!! Altså virkelig meget shit!! Jeg fik forklaret chaufføren han skulle stoppe og sagt “passport” og “bus”. Jeg skyndte mig ud, for at komme hen til bussen igen. For så at opdage, at den var kørt! Et par andre mænd, som arbejdede på pladsen kom til og jeg fik med fagter og Fuck forklaret situationen. Resultatet blev, at den ene hoppede op på sin scooter og sammen med os i taxa, prøvede at finde bussen.. Vi prøvede at indhente en bus… I Bangkok.. Tror du jeg var lidt oppe at køre??

I taxaen fortalte jeg Olympia hvad al postyret handlede om og HVOR crazy det hele lige var og hvor lost vi var uden vores pas. Lige der var mit indre sku ved at kaste op. Men så siger barnet bare i den mest rolige tone: “Men mor, bare tag det roligt, det løser sig det hele, bare vent og se”. Århhhh, lige dér på dét tidspunkt var bare ikke dér jeg gad have mine egne ord kastet i fjæset.. Det altså lettere at være klog på andres vegne! Men hun havde jo ret. Jeg vidste det inderst, selvom det så rimeligt kaotisk ud. Så jeg tog en DYYYYYB indånding, tog kloge Åges hånd og takkede hende for at minde mig om det. For at få mig til at stoppe op et øjeblik.

For at være helt ærlig, så anede jeg ikke hvordan vi lige sku finde den bus i tide og få tasken og pas. Men jeg havde samtidig heller ikke følelsen af, at vi ikke skulle med det bookede fly. Så den følelse fokuserede jeg på i stedet.

Pludselig ser jeg vores bus køre på en vej parallelt med vores. Jeg kunne dens bus nr. Det stod på vores busbillet, som jeg heldigvis ikke havde lagt i den mistede taske. Jeg peger og flagrer og chaufføren ser den heldigvis også. Men pludselig er den væk igen. Chaufføren taler i tlf med én og jeg aner ikke hvem eller hvordan, men kort efter kører vi ind på en holdeplads, hvor en chauffør kommer gående mod os. Stor smilende og med tasken dinglende i hånden. “Do you miss this?”.

Ganske kort efter sad vi i Bangkok lufthavn. Det var sku lidt syret en oplevelse. På mange måder. For hver udfordring følte jeg mig SÅ meget stærkere indeni. Måske ikke lige allermest, når det stod på. men bagefter. Følte at lige meget hvad, så skulle alt nok gå præcis som det skulle. Hvis jeg bare slukkede pæren øverst oppe eller i hvert fald lod være at lytte til mine egne tanker, ja, så er det hele bare SÅ meget lettere..

 

P.S: Da vi er hjemme i Kbh igen og pænt hjemløse, så tog vi til Sæby i Nordjylland og besøgte en gammel nabo i en uge. Dernæst til mine forældre i Aalborg et smut (Som absolut ikke gad have hos boende længere tid ;)), hvor jeg lige fandt en lejlighed vi kunne leje den første måned. Jeg havde nemlig pludselig ikke følelsen af, at vi skulle tilbage til Kbh. Overraskende nok!! Det havde jeg slet ikke set komme. men jeg flød stadig bare med uden at tænke for meget.

En måned efter vores hjemkomst havde jeg fundet den dejligste lyse 3-værelses hjem til os. Et ende rækkehus med både have og altan. Op af et kæmpe grønt område og med hele vores familie indenfor 3 km. I løbet af få dage fik jeg plads i den nærliggende børnehave til min datter og jeg selv startede med at passe børn. Et job jeg ALDRIG havde kunnet se mig selv i. Jeg har været selvstændig 6 år med lille cafe i Kbh og kunne slet ikke se mig i et job med så mange faste rutiner og en dag hjemme hve rdag. Men når jeg gik tilbage og så på den liste jeg lavede på turen over ønsker for vores liv. Så fik jeg gåsehud over, hvordan alt med ét var gået op i en højere enhed.

Fordi jeg turde give slip. Fordi jeg for første gang turde slippe frygten for det ukendte og ønsket om kontrol og i stedet nyde processen. Fremfor fokus på resultatet. Mit liv har ikke været det samme siden. For første gang føler jeg sand frihed og der er ikke noget som helst der kan slå mig ud af kurs eller gøre mig utryg. Hver eneste skridt på min rejse har været nødvendigt, for at jeg kan have det sådan her i dag. Især turene op af bakkerne.

Hvad der ellers sker, når man slipper frygten vil jeg selvfølgelig dele med dig her på bloggen. For hvad sker der lige pludselig med at være forælder, når man ikke længere er bange eller bekymret?

 

Den største kærlighed til dig og din overvældende styrke <3

Fay Vienne