Om at slippe kontrol og sikkerhedsnet og smutte på en spontan backpackertur… Med en 4- årig…

 

 

Jeg kunne mærke der skulle ske noget i vores liv. Kalenderen sagde slut februar 2015 og foråret var så småt ved at kunne duftes i luften.

Vi boede i en skøn 2-værelses lejlighed i en baggård i Vestergade i København – lige ved Rådhuspladsen. Min datter på 4 år gik i en helt fantastisk udflytterbørnehave og jeg var på dagpenge efter at have arbejdet 4 mdr. på en stor københavnsk skole, hvor jeg arbejdede som klasse assistent i de 4 0.klasser, der var. Jeg har altid været alene om min datter og med al familie og netværk i den anden ende af landet, kunne pasning af min datter på 4 år tælles på én hånd.

Vi elskede begge helt vildt vores liv i Vestergade. Vi brugte byen, fodrede duer på Rådhuspladsen, bagte og delte mad ud til de hjemløse og hjulede byen rundt på vores elskede Christiania cykel.

 

 

Men alligevel var der noget i mig, som kaldte på forandring. Men jeg havde ikke den fjerneste anelse om hvad det skulle være. Jeg ku bare mærke en følelse af at tingene bare kørte rundt i ring. Kørte derudaf uden at være helt i tråd med min inderste følelse. En følelse jeg egentligt havde gået med længere tid – nogle år. Flere år havde jeg gået med følelsen af at skulle bruge mine erfaringer og viden til at hjælpe andre mennesker. Jeg havde følelsen af, at jeg skulle tale for større forsamlinger. Men jeg kunne ligesom ikke få enderne til at mødes, til at stå klart for mig og gå op i en højere enhed. Jeg vidste ærligt ikke, HVAD det var jeg præcis skulle ”være” og hvad mit bidrag i verden er. Jeg tænkte selvfølgelig først, at dét måtte være årsagen til følelsen om forandring. Men det var ikke kun det. Jeg var på en vej, som ikke længere tjente mig optimalt. Vores liv optimalt.

Samtidig havde jeg fået sådan en stærk lyst til at smide al kontrol. Lyst til at mærke hvad jeg faktisk var under alt det der styrede mig i hverdagen. Alt det jeg handlede efter. Alt det jeg ”skulle”. Det der kørte mig rundt i livet. Jeg brugte så lang tid og mange tanker og følelser på at holde tingene under kontrol. Men sandheden var, at alle ting styrede mig. Jeg ville være fri. Bare flyde med og gøre lige præcis, som vi begge havde lyst til. Jeg ville være fri, for at tænke på at skulle overholde a-kassens regler og retningslinjer, fri for at være frustreret over hvad jeg skulle, fri til at kunne gøre ting alene indimellem..

Jeg vidste ikke hvad vi skulle, men jeg vidste at noget skulle ske og følte vi var færdige med at bo hvor vi boede.

For nogen kan det måske virke vandvittigt, at ”føle man er færdig med at bo et sted”, men jeg har altid været meget intuitiv og 100 % fulgt min mavefornemmelse. Det har ganske ikke været muligt at gøre andet. Jeg kan SLET ikke trives i ting og steder, hvor jeg ikke har det godt. Så jeg fandt nok rimeligt tidligt i livet ud af, at jeg lige så godt kunne følge min egen fornemmelse. Det betød så samtidig at jeg måtte lukke ørerne for andres meninger. For når jeg fulgte andres meninger, og ikke min mavefornemmelse, så fik jeg det decideret dårligt i mave og krop og følte mig altid mere forvirret.

Så fanden tog ved mig.

Jeg skrev lynhurtigt en opsigelse på vores lejlighed. Følelsen var klar – efter opsigelsen var sendt – det var det helt rigtige at gøre. Så tænkte jeg… Hvorfor tager vi ikke ud at rejse? Min datter sku starte i skole året efter, så det var en god mulighed, for en længere rejse sammen inden. Dét sku vi!

Jeg ville skabe et rum, hvor nyt kunne opstå. Et rum og en rejse, hvor jeg var væk fra det jeg kendte. Hvor jeg kunne gøre mig klart, HVAD det præcist er som giver os størst glæde. Hvilken hverdag.

Jeg var egentligt ganske rolig ved tanken om, at når vi vendte tilbage, ville vi vende tilbage til ingen bolig, intet job, ingen forsørgelse og ingen opsparing. For jeg havde ingen opsparing overhovedet på det tidspunkt. Heller ikke til at rejse for. Men jeg vidste det nok skulle løse sig på én eller anden måde.

Jeg opsagde alt der havde med vores lejlighed at gøre, meldte mig ud af a-kassen og min datter ud af børnehave. Jeg ønskede kun at stå tilbage med udgifter til tlf abonnement, så jeg kunne slippe tankerne HELT fri. Så jeg solgte også alt vi havde! Tilbage var de ting af min datters, som hun gerne ville beholde og vores julepynt. 3 flyttekasser. Var pludselig alt jeg ejede og havde. Og det føltes SÅ fedt! Jeg fik hurtigt slået fast, hvor lidt ting betyder noget for mig. At de ikke gjorde nogen som helst forskel på hvem jeg er. At jeg ikke føler mig mindre værd uden at eje noget som helst. Det er faktisk en ret vild følelse. For hvis man ikke er bange for at miste noget som helst, hvad er der så at være bange for overhovedet?

 

 

Halvanden måned tog det fra beslutningen var taget til vi skulle rejse af sted. Den halvanden måned havde jeg brugt til at sælge alt inventar og gøre klar til afrejse. Valget var let faldet på Østen, for her kunne vi leve og bo billigt. Jeg havde så absolut ingen idé om det var nogle uger eller nogle måneder vi tog af sted for. Som enlig forsørger fik jeg knap 3000 kr. om måneden, som vi ville kunne leve for. Derudover havde jeg en slat ferie- og børnepenge, så ca. en 20.000 havde jeg vi kunne rejse for. Jeg fandt en billet til kun 3200 kr. for os begge. Og oveni den super billige pris, så fik vi lige lidt ekstra flyvninger til andre lande også. Først skulle vi flyve til Doha, så til Hong Kong og så til Kuala Lumpur, hvor eventyret skulle begynde..

Jeg tænkte indimellem over, om det kunne passe det var så let. At det kunne føles så let, så befriende, at rive alle pløkker op og bare smadre ind i det ukendte. Var der virkelig ikke mere at få styr på? Jeg havde købt en brugt backpacker taske til mig og min datter, Olympia, fik en skøn lyserød backpacker taske af mormor. Deri pakkede jeg lidt sommerkjoler til os begge, toiletgrejer, tlf, oplader og sko og så en dyne og pude til min datter. Dét var det. Jeg ville ikke have mere end det helt basale med til os, for jeg ville kunne bevæge mig frit og let med oppakningen.

Altså.. Min mor var måske ikke lige helt så begejstret for min pludselige plan. Eller først så var hun sådan rimelig med på den. Men så begyndte hun at tænke mere over det. Over alt det der kunne ske. Mig sådan alene i Malaysia og med bette Olympia. Og jo mere hun fortalte det til andre, des dårligere fik hun med det. For nogen forstod ligefrem ikke, at hun kunne ”give os lov til det”. Så min seje mor, som altid har bakket mig op på bedste vis i min gåen mod strømmen, sagde, at hun ikke havde lyst til at fortælle det til andre mere. For hun ville ikke høre på deres kommentarer. Hun kunne selvfølgelig ikke lade være med at tænke på hvad der kunne ske, men at hun samtidig var meget stolt af at have en datter, som turde gøre det ”vi alle drømmer om. Hoppe ud af hverdagen og på varmt eventyr. Jeg tror nu ikke, det er det alle drømmer om, men fik pointen og hendes ord gjorde mig glad.

Så var der bare lige to ting min mor lige sku være sikker på. Vaccination og rejseforsikring. Åhh, ja.. Altså.. Vaccination havde jeg selvfølgelig tænkt på, for ”det skal man da” – ”især, når man har et barn med”. Men jeg kunne simpelthen ikke finde mening indeni mig med at gøre det. Ligesom med hendes børnevaccinationer. Min mor lod det glide stille forbi, for det ”måtte jeg jo gøre op med mig selv”. Men rejseforsikringen derimod – dén var ikke til forhandling! Hvis jeg ikke havde tænkt mig at tegne én, så ville hun. For hvis nu.. Og alt det der kan ske.. Og hvad så, hvis… Og et helt andet land og et lille barn. Og alt det der. Så det fik hun selvfølgelig lov til, hvis hun havde brug for sådan én for at få lidt mere ro på.

 

 

Det var sådan lidt sjovt det hele. Fordi jeg kunne SAGTENS følge det min mor sagde, for sådan lyder frygt. Jeg kender lyden, tankerne, ordene og følelserne. Men det var som om det havde flyttet sig MEGET, meget langt væk. Fra beslutningen var taget følte jeg den absolut største ro – med alle de beslutninger der skulle tages. Det føltes bare så rigtigt. Men alligevel var tanken da oppe at vende flere gange: ”ER det fuldstændigt sindssygt, det jeg har gang i?”. Er jeg fuldstændig uansvarlig overfor min datter?. Men nej.. Det var præcis sådan det skulle gøres og jeg skulle bare blive ved at stole på min mavefornemmelse. Den har altid kun ført mig dejlige veje. Også selvom jeg sjældent har vidst, hvad den førte til ved første skridt. Ligesom nu.

Men ved du hvad?

Jeg følte mig SÅ sej! Så fandens stolt over at turde mærke MIG. Over mit mod. Og over hvilken fuldstændig vidunderlig gave jeg var i gang med at give min elskede datter. Jeg havde aldrig gjort dette, hvis jeg var det mindste i tvivl om hun kunne klare det. Hvis der var den mindste mulighed for, at det ikke bare ville blive den fedeste og mest nærværende tid sammen. Selvfølgelig ikke. Min elskede datter er jo mit liv. Men hun er bare så rå sej og stråler om kap med solen, når hun møder nye mennesker og steder. Altid på togture til Jylland, fandt hun et andet sæde hos en anden person, som hun hellere ville sidde ved. Lige siden hun begyndte at tale. Og så sidder hun ellers der hele turen og fører rimeligt voksne samtaler med sin nye sidemand. Hun spørger interesseret til dem og hun er så fyldt af kærlighed til verden omkring sig. Og jeg følte faktisk det var det vi også skulle med denne tur. Bare være smask frie og fylde hinanden og alle omkring os med kærlighed. Og frygten.. Den var bare ikke til at mærke længere.

Så med et afsluttet liv i Vestergade bag os, en en-vejsbillet til Malaysia i hånden, og absolut intet bestilt eller planlagt efter landing i Kuala Lumpur, tog jeg min største kærlighed i hånden og steg om bord på det første fly – flyet til Doha…. <3

 

 

Fortsættelse følger….